Organiseringen
De mange politiske, økonomiske og sociale forandringer, samt befolkningsudviklingen og den teknologiske udvikling, skabte mellem landboreformerne og første verdenskrig, et lønarbejderproletariat. Først på landet, men fra midten af 1800 tallet også i byerne.
Dette proletariat etablerede sig gennem tiden i politiske ideologiske og faglige organisationer til varetagelse af sin egen klasses - og arbejderklassens interesser.
Betegnelse arbejdsmand, viser ikke at den ufaglærte var tilknyttet en bestemt virksomhed eller erhverv.
Håndværkerne havde, indtil næringsfrihedsloven af 1857, været organiseret i laug, et for hvert håndværk i byen.
Medlemmerne af disse laug havde eneret på udførelsen af deres håndværk, samt eneret på at uddanne svende, ligesom de kunne regulere tilgangen til faget, både af svende og mestre. De kunne også selv fastsætte prisen på deres produkter, og havde dermed en monopolstilling på varefremstillingen.
Rundt om i landet gærede det - især på de store arbejdspladser. Der var jo nok store vanskeligheder forbundet med at opstarte en fagforening, for det havde jo altid været arbejdsgiveren der var "konge" i dette menageri, arbejdsgiverens ord var slet og ret lov, hvorefter alle havde sig at rette, sagt på en anden måde: " kunne man ikke lide lugten i bageriet, kunne man jo prøve om man kunne finde et andet", men det var ikke nemt, så måske var idéen med en fagforening slet ikke så tosset.
De første fagforeninger startede i København, der var jo som bekendt også de største arbejdspladser.
Fagforeningerne voksede og blev til landsomfattende fagforbund.
Arbejdsgiverne begyndte også at samle sig, så i 1885 dannede man: " Foreningen for fabrikanter i jernindustrien i København ".
Kort efter udbrød der en lønkonflikt på en virksomhed, hvor der blev erklæret strejke, og hvad skete - jo man svarede med lock - out fra 24 fabrikker.
Konflikten omfattede 1300 mand, og var nok den hidtil største herhjemme, den varede fire uger. Episoden blev i øvrigt kaldt smedelock - outen.
På grund af den stigende uro og nervøsitet, dannede man i 1896 en egentlig arbejdsgiverforening.
" Dansk smede og Maskinarbejderforbund " - det vi i dag kender som Metal - startede 20. august 1888.
Tømrere og bygningssnedkere stiftede en fagforening i Frederikshavn 2. februar 1892.
Strejker var også kendt i Frederikshavn i 1800 tallet. Første gang skibstømrerne strejkede var i 1873. Det var først og fremmest lønkonflikt det handlede om. Hvad der blev opnået vides ikke, men konflikten beskrives som værende en succes. Så få det stå hen i det uvisse, hvad en succes er.
Tømrerne havde noget at se til, i 1894 - 95 havde man møde med mestrene om priskurant, Arbejdstid og timeløn, men dengang som nu, mestrene havde ikke råd og man må jo sige at denne vending da stadig kører ganske udmærket.
Mestrene indgik også aftale om, ikke at holde svende i arbejde, som ikke var i fagforening, er det ikke det man kalder en eksklusivaftale, det er åbenbart et fænomen af ældre dato.
I 1897 var den igen gal, d. 3. juli gik de i skibstømrerforbundet organiserede arbejdere i strejke. Det drejede sig om 26 mand hos Buhl, hvor derudover 10 var uorganiserede. 22 mand hos Olsen, hvor 12 var uorganiserede, og 9 mand hos Nielsen, her var 5 mand uorganiserede. De uorganiserede, som alle var ældre mænd, strejkede naturligvis ikke.
Strejken varede i ca. 8 måneder og fik følgende resultat: 1. fagforeningen fik forhandlingsret, 2. arbejderne sikredes 10 timers arbejdsdag, 3. lønforhøjelser på 5 øre i timen for alle grupper, hvor lønnen hidtil havde været 30 øre/time for skibstømrerne, 27,5 øre/time for kalfatrerne og 25 øre/time for de øvrige. I øvrigt kostede strejken forbundet 9000 kroner, og Borgmesteren nedlagde forbud mod indsamlinger til fordel for de strejkende.
Hvordan Buhl var som arbejdsgiver ved man ikke, men fra fagforeningskilder er man bekendt med, at han skulle have været af Den gamle Skole. Han nærede et indgroet had til såvel fagforeninger i almindelighed som enhver form for medbestemmelse i særdeleshed.
De mange politiske, økonomiske og sociale forandringer, samt befolkningsudviklingen og den teknologiske udvikling, skabte mellem landboreformerne og første verdenskrig, et lønarbejderproletariat. Først på landet, men fra midten af 1800 tallet også i byerne.
Dette proletariat etablerede sig gennem tiden i politiske ideologiske og faglige organisationer til varetagelse af sin egen klasses - og arbejderklassens interesser.
Betegnelse arbejdsmand, viser ikke at den ufaglærte var tilknyttet en bestemt virksomhed eller erhverv.
Håndværkerne havde, indtil næringsfrihedsloven af 1857, været organiseret i laug, et for hvert håndværk i byen.
Medlemmerne af disse laug havde eneret på udførelsen af deres håndværk, samt eneret på at uddanne svende, ligesom de kunne regulere tilgangen til faget, både af svende og mestre. De kunne også selv fastsætte prisen på deres produkter, og havde dermed en monopolstilling på varefremstillingen.
Rundt om i landet gærede det - især på de store arbejdspladser. Der var jo nok store vanskeligheder forbundet med at opstarte en fagforening, for det havde jo altid været arbejdsgiveren der var "konge" i dette menageri, arbejdsgiverens ord var slet og ret lov, hvorefter alle havde sig at rette, sagt på en anden måde: " kunne man ikke lide lugten i bageriet, kunne man jo prøve om man kunne finde et andet", men det var ikke nemt, så måske var idéen med en fagforening slet ikke så tosset.
De første fagforeninger startede i København, der var jo som bekendt også de største arbejdspladser.
Fagforeningerne voksede og blev til landsomfattende fagforbund.
Arbejdsgiverne begyndte også at samle sig, så i 1885 dannede man: " Foreningen for fabrikanter i jernindustrien i København ".
Kort efter udbrød der en lønkonflikt på en virksomhed, hvor der blev erklæret strejke, og hvad skete - jo man svarede med lock - out fra 24 fabrikker.
Konflikten omfattede 1300 mand, og var nok den hidtil største herhjemme, den varede fire uger. Episoden blev i øvrigt kaldt smedelock - outen.
På grund af den stigende uro og nervøsitet, dannede man i 1896 en egentlig arbejdsgiverforening.
" Dansk smede og Maskinarbejderforbund " - det vi i dag kender som Metal - startede 20. august 1888.
Tømrere og bygningssnedkere stiftede en fagforening i Frederikshavn 2. februar 1892.
Strejker var også kendt i Frederikshavn i 1800 tallet. Første gang skibstømrerne strejkede var i 1873. Det var først og fremmest lønkonflikt det handlede om. Hvad der blev opnået vides ikke, men konflikten beskrives som værende en succes. Så få det stå hen i det uvisse, hvad en succes er.
Tømrerne havde noget at se til, i 1894 - 95 havde man møde med mestrene om priskurant, Arbejdstid og timeløn, men dengang som nu, mestrene havde ikke råd og man må jo sige at denne vending da stadig kører ganske udmærket.
Mestrene indgik også aftale om, ikke at holde svende i arbejde, som ikke var i fagforening, er det ikke det man kalder en eksklusivaftale, det er åbenbart et fænomen af ældre dato.
I 1897 var den igen gal, d. 3. juli gik de i skibstømrerforbundet organiserede arbejdere i strejke. Det drejede sig om 26 mand hos Buhl, hvor derudover 10 var uorganiserede. 22 mand hos Olsen, hvor 12 var uorganiserede, og 9 mand hos Nielsen, her var 5 mand uorganiserede. De uorganiserede, som alle var ældre mænd, strejkede naturligvis ikke.
Strejken varede i ca. 8 måneder og fik følgende resultat: 1. fagforeningen fik forhandlingsret, 2. arbejderne sikredes 10 timers arbejdsdag, 3. lønforhøjelser på 5 øre i timen for alle grupper, hvor lønnen hidtil havde været 30 øre/time for skibstømrerne, 27,5 øre/time for kalfatrerne og 25 øre/time for de øvrige. I øvrigt kostede strejken forbundet 9000 kroner, og Borgmesteren nedlagde forbud mod indsamlinger til fordel for de strejkende.
Hvordan Buhl var som arbejdsgiver ved man ikke, men fra fagforeningskilder er man bekendt med, at han skulle have været af Den gamle Skole. Han nærede et indgroet had til såvel fagforeninger i almindelighed som enhver form for medbestemmelse i særdeleshed.
 | ||
|
related links
The ships The tools Portrait gallery
|
